Sukkerdosage

En af de faktorer, som påvirker vores smagsoplevelser meget, når vi nyder et godt glas champagne, er den tilsatte sukkerdosage.

Langt de fleste champagner fremstilles som Brut champagne, hvilket betyder, at der i forbindelse med degorgeringsprocessen tilsættes mellem 6 og 12 gram sukker pr liter. For mange år siden blev champagne fremstillet med meget mere sukker og 150-200g pr liter var ikke usædvanligt.

I disse år går udviklingen mod lavere sukkerdosager, og vi oplever oftere og oftere, at champagne blot tilsættes ganske få gram sukker eller slet ingen. En af årsagerne er naturligvis, at vores smag ændres, men det skyldes også klimaforandringer, der giver os en anden balance ml. syrlighed og sødme i de høstede druer.

Sukkerdosagen tilsættes som en likør kaldet liqueur d´expedition, fremstillet af champagne og sukker. Det er den enkelte producent, der beslutter, hvilken type champagne, der skal fremstilles og derfor også, hvor meget sukker, der skal tilsættes  champagnen, før den sendes på markedet.

Det er bestemt ved lov, at det skal stå noteret på champagnens etiket, hvilken type champagne, der er i flasken. For at dette hjælper os som forbrugere, er det selvfølgelig godt at kende lidt til de forskellige niveauer for sukkerdosager. Du finder sukkerdosagerne herunder.

Dosage

Doux 50+ g/l

Demi-sec 32 – 50g/l

Sec 17 – 32g/l

Extra dry 12 -17g/l

Brut 6 – 12g/l

Extra Brut 0  – 6 g/l

Brut Nature 0  – 3g/l

Champagne fra to forskellige producenter, kan dog selv om de begge er f.eks. Brut champagne, være meget forskellige. Dels bliver der jo naturligvis stor forskel på smagen, alt efter om der tilsættes 6 eller 12 gram sukker/liter. Desuden har andre faktorer som f.eks. vinstokkenes alder, høstområde, druesorter og lagringsformer også stor indflydelse på champagnens smag.